Fra HvidovreFanklub.dk
Dårligt resultat af HIF.
HIF fik kun uafgjort mod HIK, men kom dog godt igen.
HIF spillede i går sin anden testkamp, denne gang mod 2.divisionsholdet HIK. HIF har de seneste år altid haft problemer mod det lavere rangerende HIK. Dette skyldes formentlig at HIK næsten udelukkende kun består af tidligere Hvidovre-spillere og trænere, som jo derfor naturligt er sat betydeligt ekstra op. I går var bl.a. Riffi Haddaoui, Michael Haysmidt, Carsten Trier og den senest ankomne : målmand Carsten Strøh i HIK trøjen.
HIF stillede op med tre nye i forhold til kampen mod Frem. Det var målmand Jes Hansen, Martin Lauridsen og Lasse Vigh. Lauridsen var en stærk markør nede i forsvaret. Jes og Vigh gjorde det nogenlunde i deres første kamp for HIF.
I 1.halvleg havde HIF svært ved at komme igennem det kompakte HIK forsvar og der var for mange sløsede afleveringer. HIK havde mere held i sprøjten og scorede to gange i halvlegen, hvor HIF sløsede med opdækningen nede i det bageste.
I 2.halvleg var det HIF der sad på kampen og pressede HIK tilbage på banen. Anders Nygaard, som startede i front med Metin, scorede til 1-2 efter 60 min. spil. Nygaard kan blive en forstærkning til angrebet, hvis han holder niveauet fra de to første kampe. Han er hurtig med bolden og har en glimrende teknik.
Indskiftede Sammy Youssouf gjorde det til 2-2. I det sidste kvarter burde HIF have afgjort kampen, men det kneb med at få bolden over stregen.
Et dårligt resultat mod et hold der på papiret er klasser under Hvidovres, men trods alt godt kommet igen efter at være kommet bagud 2-0. Der er selvfølgelig tale om en testkamp, hvor spillere og ting må prøves af, men ; HIK er et hold der skal slås hver gang, hvis man har ambitioner som HIF har.
HIF var uden Holm, Bresemann, Óli, T. Jørgensen og K. Klausen.
HIF's hold: Hansen - A. Nielsen, Falch, M. Andreasen, Lauridsen - Flinta, Kuhn, Vigh, Eggerts - Nygaard, Metin.
Reserver: M. Christensen, L. Petersen, Youssouf, Holmgaard