Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
HIF fandt fighten frem igen.
Så kom HIF endelig på græs. Desværre virkede det som om spillerne var for benovede. I hvert fald gik der 10 minutter inden de begyndte at spille bold. Det havde Greve benyttet sig af, og bragt sig foran 2-0. Det sidste efter et eklatant drop af Tim Jensen, som var den foretrukne målmand i dag. Nu begyndte HIF at komme mere med i kampen, men blev aldrig rigtigt farlige foran mål. Afleveringerne frem til angriberne, Lundby og Marjø, kom ikke til at ligge præcist nok. Nabil var venstre back i første halvleg, og gjorde det rimeligt nok. Det meste af spillet i resten af halvlegen foregik på midten. I anden halvleg startede HIF som lyn og torden. Efter 4 minutter skyder Bo Nielsen lige uden for målfeltet, og stillingen var nu 2-1, og 1-1 i drop fra målmændene. Holdet kom længere frem på banen, og der blev nu fightet så det gnistrede. Christian Larsen gjorde det godt og bliver bedre og bedre. Han bliver dog rykket noget rundt på banen. Nabil blev rykket ind i midterforsvaret, og blev langt mere fremtrædende i anden halvleg. Greve kom dog tilbage og fik scoret til 3-1. Som jeg har bemærket det, desværre, ofte sker når HIF har scoret, så går der ikke længe, så gør modstanderen det også. Det er én af de ting, der skal arbejdes med. Koncentration i forsvaret efter egen scoring. Helt uden skyld var Tim Jensen ikke, da han ikke kommer højt nok op til et indlæg fra højre. Efter små 20 minutter får HIF et straffespark og Greve et rødt kort. En markspiller redder flot et hårdt HIF-spark på målstregen. Med hånden. Det efterfølgende straffe omsætter Thomas Frost meget sikkert. Stillingen 3-2 og vi stod med håbet om, i hvert fald, uafgjort. Hvidovre fortsatte fighten og sad på langt det meste af spillet. Et langt indkast fra Kjelde havner inde foran Grevemålet og stillingen er nu 3-3. Jeg kunne ikke se om det var MOL eller Morten Mortensen. Danny Nielsen kaster sig, lidt hårdt, ind i en tackling med knopperne forrest, og da han havde fået et gult i første halvleg, var det farvel og tak. Ca. 10 minutter før tid bliver en Grevespiller spillet fri foran HIF-målet, og stillingen var nu 4-3. Ærgeligt. Igen eksemplet med at der ikke er koncentration nok i forsvaret efter egen scoring. 5 minutter før tid bliver Thomas Frost præsenteret for det røde kort, efter en situation, som jeg desværre ikke fik fanget. HIF var nu 9 spillere mod Greves 10. Der var ikke mere punch i HIF. Sejr til Greve. Om det var fortjent eller ej, skal jeg ikke komme ind på her, men det er nu engang sådan i fodbold at dem, der scorer flest mål, vinder. Dommeren skulle nok have været gået i træning noget tidligere. Han var ekstremt dårlig. Men det var han begge veje. Desværre røg han på Martin Johansens primadonna-nykker og dømte frispark hver gang MJ og en HIF-spiller var i nærheden af hinanden. Men ellers var han lige dårlig over for begge hold. Dannys røde kort var i orden. Alt i alt. En rimeligt god kamp af HIF. Der er stadig noget at arbejde med. Karsten Marjø synes jeg gjorde det godt, ligesom Thorbjørn Hansen, der kom ind efter pausen. Men holdet rejste sig i forhold til Holbæk-kampen, og gjorde en langt bedre figur i dag. Ude i dag var Thomas Maale, Claus "Buller", Mike Petersen og Heine Jørgensen, der alle plejer småskader.