Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Sundby KFUM - HIF: 2-1
Nederlag i svagt spillet kamp.
Sidder og spekulerer på, hvad man skal skrive for at det ikke bliver for kritisk. Sundby er altså en modstander, man bør kunne slå, men når man går på banen med indstillingen om at man er "verdensmester", så taber man til alle. Specielt når holdet ikke er i stand til at omstille sig, når modstanderen, som i Sundby's tilfælde, kæmper bravt. Forsvaret gjorde det i og for sig udemærket. Det var i dag Søren Hagen, Morten Andersen, Mike Petersen og Jesper Kristoffersen. De holdt Sundby fra de store chancer. Men midtbanen, specielt den offensive, er alt, alt for tynd. Der mangler power, så spillet kan blive trykket ned mod modstanderens mål. Carsten Hallum er ikke den store løber mere, men det kunne opvejes af hans overblik og erfarenhed, hvis resten havde kunnet presse noget mere. Bevares, der er da fin teknik, ind i mellem, men det bliver noget nipseri. Jacob Nielsen kæmpede og sloges, men fik for lidt ud af det, da han for ofte var overladt til sig selv. Thomas Frost, tja, hvis han ville lade være med at diskutere med træneren, når kampen er igang, og så konsentrere sig om spillet, kunne det være at der var andet end et godt venstreben. Det kan godt være at han er socialt samlingspunkt uden for banen, men han er bestemt ikke den, der går forrest, når der skal deles "øretæver" ud til modstanderen. Utroligt at en spiller, af hans størrelse, er så nem at vifte væk. Første halvleg endte 0-0.
I anden halvleg var mønstret stort set det samme. HIF kommer foran på et pragtmål af Thorbjørn Hansen, men det var faktisk hvad, der var af offensivitet i holdet i dag. Angrebet får simpelthen for lidt at arbejde med. En udskiftning, hvor Søren Hagen tages ud, Jesper Kristoffersen bliver flyttet over i højre side, og Christian Larsen sættes ind, giver måske lidt for meget usikkerhed i forsvaret. Sundby får to scoringer foræret, hvor forsvaret er spillet helt ned i den anden ende af Kløvermarken, og så var den kamp afgjort. Stakkels Kim Splidsboel, der, fra sidelinien, kæmpede og kæmpede, for at få spillerne til at forstå hvad, der skal gøres. Imponerende at han er nødt til at guide spillerne med elementære ting, som var det lilleputter, han havde med at gøre.
Nå, men for at det ikke skal blive for negativt. Der var også lyspunkter. Søren Hagen som højre bak, Mike Petersen i midterforsvaret, og Jacob Nielsen på midtbanen, kunne være deres indsats bekendt, ligesom Morten Andersen, der ikke gjorde tingene sværere end de er. Der kom usikkerhed med udskiftning og omrokering. Jeg er dybt imponeret over hvordan Mike kan omstille sig mellem det at være angriber og midterforsvarer. Angrebet er lidt svært at vurdere, da der ikke var noget at arbejde med.
MEN jeg er overbevist om at når spillerne begynder at høre efter Splidsboel. Når de går til opgaven med respekt for modstanderen, men med attituden, det er OS, der bestemmer, så er der mange sejre til holdet. Kom igen drenge, det var heldigvis kun en træningskamp, og det er der, det er tilladt at lave fejlene, så de kan rettes på træningsbanen.