|
Et selvmål hjalp HIF til at blive i 1. division
Først i den 20. kamp var nedrykningsspøgelset manet i jorden
 Det kan ofte være svært at bedømme en præstation. Vi kan ikke altid holde os til, at en førsteplads må være lig det største mål, samtidig med at vi trækker hånligt på skuldrene af - f.eks. en 8. plads. Det var netop den plads, som divisionsholdet indtog efter 22 kampe, og det var samtidig HIF's svageste placering i 1. division.
Inden vi kritiserer, er det rimeligt at se på baggrunden for resultatet. Det er efterhånden en kendt sag, at førsteholdet tidlig på året blev så ribbet, at vi frygtede en krise. Der var mange, der gerne på forhånd havde solgt holdet for en placering som - f. eks. nr. 8. Dertil kom, at bestyrelsen var ude i en alvorlig krise, hvis dønninger ramte udtagelseskomiteen.
Oven i hatten stod HIF med en ny træner, og udsigterne for en anstændig indsats var efterhånden svundet ind til det rene ingenting. Heldigvis var afløserne parat, og selv om de ikke lige kunne træde ind i de bortrejstes støvler, kunne de dog igennem en energisk træningsflid og et godt kammeratskab bygge det fundament, der var nødvendigt, hvis HIF skulle klare sig i divisionen.
Sæsonen blev bevæget. Men den blev aldrig panikagtig. Det var ikke det store flyvende sus, men det var heller ikke det kældertragiske. Det var sådan midt imellem - som f. eks en 8. plads.
I dette virvar af ukendte og kendte ansigter forsøgte UK at skabe et fast sammentømret hold, og de lykkedes lidt efter lidt at lave den tegning, der skal bygges videre på i 1969. Heldigvis var de unge i overtal, og de gjorde det så godt i de afgørende situationer, at UK-chef Henning Ljungstrøm kunne sige: —Denne 8. plads var en lige så stor præstation, som vort DM-guld i 1966.
På de efterfølgende sider kan læseren følge holdet i de 22 kampe. Spænd-ingen blev bevaret til den 20. kamp, hvor et selvmål af OB sikrede HIF's for-bliven i divisionen. En usædvanlig afgørelse i en usædvanlig sæson.
Foråret
Den første kamp var imødeset med spænding, men ingen havde grund til bange anelser, for B. 1913 blev slået med 3—1, og HIF viste virkeligt godt spil. Der var mange nye navne på holdet, og desuden var Leif Sørensen ikke med, da han sonede en gammel karantæne. Efter et kvarters spil gik
 Allan Hebo Larsen i stykker og blev erstattet af Tommy Christensen. Der var således lagt op til en uheldig premiere, men alt gik strålende. Frits Hansen (straffespark), Lars Bo Henriksen (hovedstød) og Bjarne Jensen (straffespark) sørgede for målene.
HIF kom hurtigt ned på jorden igen. På Idrætsparkens knolde vandt K.B. i den næste kamp med 3—1. pg det var på mål af debutanten Niels Chr. Holmstrøm og Anders Sørensen. HIF's eneste mål blev sat ind af Knud Andersen, og Frits Hansen misbrugte et straffespark ved stillingen 0—1. Det var iøjnefaldende, at de største svagheder var i forsvaret, og optimismen fra første kamp dalede efter denne dukkert. Netop mod K.B. havde det altid gået HIF godt, og ingen drømte om, at holdet fra Peter Bangsvej skulle blive nogen svær opgave. Et par dage efter blev K.B. slået af Randers Freja i pokalsemifinalen . . .
Kampen mod A.B. i Idrætsparken var en tro kopi af kampen i efteråret 1967. Studenterne vandt igen 1—0. og målscoreren var igen Finn Wiberg (endda på frispark). Men hvad det spillemæssige angik, holdt sammen-ligningen op. For HIF var nemlig svag i papirerne og A.B.s sejr fortjent. Eneste lyspunkt var Steen Knudsens debut. Han afløste midt i 1. halvleg Knud Erik Svej og var ikke længe om at henrykke tilskuerne. 12.900 — det største antal i Idrætsparken i lange tider.
Mod et svagt A.G.F. hold kunne HIF tillade sig at misbruge mange mange chancer, uden at det kostede point. Det blev til en sejr på 2—0, og målene blev scoret af Tommy Christensen og Allan Hebo Larsen. Det bør nævnes, at Kaj Pedersen fik en fin debut på backpladsen.
Næste kamp var også på hjemmebane, og da B. 1909 et par dage i forvejen havde tabt 1—5 til K.B., var optimismen stor. Kampen burde også være blevet vundet, men på to chancer scorede fynboerne to mål og vandt 2—1. I første halvleg gled spillet fint, og Leif Sørensen scorede på et glimrende hovedstød, men selv med 75 procent af spillet efter pausen, kunne angriberne ikke "gå i bund", og så var det tredie nederlag i fem kampe en realitet.
En god tradition
Og nederlag nr. 4 kom i Vejle – selvfølgelig. I de seks foregående kampe i 1. division havde HIF aldrig vundet, og det var faktisk over forventning, at jyderne kun vandt 2–1. HIF udlignede endda til 1–1 på et mål af Tommy Christensen, men så strammede Vejle tøjlerne og understregede med godt spil, at holdet på det tidspunkt var divisionens bedste. Allan Hebo udgik med en skade, og afløseren Frits Hansen kunne ikke stille meget op. Bedste mand var Kaj Pedersen på backpladsen.
En af de gode traditioner for HIF er, at holdet altid slår Aa. B. i Ålborg. De blev da også til en sejr på 2–0, og holdet spillede virkeligt udmærket med Leif Sørensen som halfback. Desværre skæmmede det, at Kaj Svendsen igen spillede hårdt, og fik en advarsel. Det første mål var et selvmål, og den anden fuldtræffer sørgede Frits Hansen for, da han frisk fulgte en chance op.
En anden tradition blev eftergjort søndagen efter i Hvidovre. Her taber HIF nemlig aldrig til Esbjerg, og denne gang blev det til en sejr på på 2–0. Kampen var en tro kopi af opgøret mod Aa. B., idet også esbjergenserne lavede selvmål. Desuden scorede Leif Sørensen direkte på frispark. Efter denne kamp havde HIF 8 points og var kun 3 points fra det førende K.B.-hold. Der blev vist virkeligt godt spil i angrebet, og dagen efter var der særdeles pæne omtaler i dagspressen. Ekstra roser til Kaj Pedersen. Skulle den afgørende vending være sat ind?
Ja, i den næste kamp var fremgangen endnu mere synlig. Bundholdet O.B. blev på egen bane slået med 4–0, og vi tør næsten ikke skrive, at også denne kamp bød på et selvmål. Sejren skal ses på baggrund af godt angrebsspil, men der var skår i glæden, da Frits Hansen ved stillingen 3–0 og en halv time igen blev udvist for hårdt spil. Det var lige lovligt drastisk, da dommeren Gunnar Michaelsen ikke på forhånd havde antydet overfor HIF'eren, at han syntes, denne spillede for hårdt. Det var første gang i sin 20-årige karriere, at "Fritser" blev udvist, og han kunne derfor ikke være med i onsdagens kamp mod Frem og i søndagens kamp mod Horsens.
Målene blev scoret af Frits Hansen, Leif Sørensen og Steen Knudsen, og der var ros til alle for en virkelig god indsats.
Man kunne have sagt sig selv, at lokalopgøret med Frem ville blive meget målfattigt. Det blev da også til 0–0, og de to klubber har kun scoret ialt fire mål i deres 7 opgør i 1. division. Forårsturneringens sidste kamp i Horsens var også målfattigt, men endte dog 1–0 – til Horsens. Varmen havde sløvet både spillere og tilskuere, og kampen var en pine at komme igennem for alle parter. HIF sluttede foråret på 6. pladsen med 11 points og en målscore på 16–10. I tabellen kunne man læse, at HFI havde turneringens stærkeste forsvar. Så den tradition var da bevaret fra det tidligere hold.
En chok-sejr
Den første kamp i efterårsturneringen var ikke ligefrem opmuntrende. Det lykkedes B. 1909 for første gang på egen bane at besejre HIF. Sejren blev på 2–0, og den var meget fortjent. Bedst hos HIF var halfbackkæden, hvor der var fundet plads til Allan Hebo Larsen. I angrebet debuterede Flemming Ditlevsen, og på mål havde Heinz Hildebrandt sin første divisionskamp for HIF.
Skuffelsen fortsatte i den næste hjemmekamp, hvor K.B. for første gang kunne vinde i Hvidovre. Det blev til en sejr på 3–1, og for første gang mærkede man, at krisestemningen indfandt sig. Hvidovre havde nu kun O.B. og A.G.F. under sig. I "Hvidovre Avis" tegnede "mads" et dystert billede af den nuværende situation, og mens vi sad hjemme og bed negle, rejste førsteholdet til Cordoba i Spanien for at deltage i en international turnering. Hernede fik spillerne den "postitive" nyhed, at O.B. om søndagen tabte 1–2 til Frem, så der var fortsat et forspring på 5 points ned til bundpladsen.
Men den næste kamp vand O.B. sensationelt med 1–0 over Vejle, og da det skete, dagen før HIF skulle møde A.B., var forspringet nu formindsket med 3 points. UK-chef Henning Ljungstrøm udtalte sig dog superoptimistisk dagen før, selvom O.B.s sejr var et chok for ham. Det gik også fint, idet A.B. blev slået med 2–1 i Hvidovre. Sejrsmålet faldt to minutter før tid, da Henning Jensen – hans første kamp i lange tider – sendte bolden i nettet via underkanten af overliggeren. Nogen stor kamp var det bestemt ikke. I Berlingske Tidende stod der: Ingen skal sige, at Hvidovre spillede godt, men holdet kæmpede strålende.
Sejren betød, at HIF overlov trediesidstepladsen til A.B., og begge hold havde nu 13 points. De var 5 points fra bundpladsen og 5 points fra førstepladsen. Større forskel var der ikke på dette tidspunkt.
Stå i sort skrift
Søndag den 8. september vil i al fremtid stå med sort skrift i HIF's annaler. Ikke så meget på grund af 1–2 nederlaget i Esbjerg, som det at fire HIF'ere fik advarsler og Claus Petersen blev til sidst udvist af dommeren Børge Olsen fra Ålborg. Han ville ikke tolerere hårdt spil og dømte 42 frispark samt noterede Frits Hansen, Bjarne Jensen, Leif Sørensen og Claus Petersen, ligesom han dømte straffespark til jyderne, der fik noteret Børge Enemark. Men denne kamp indledte dommerne en hårdere kurs som svar på den kritik, der havde været fremme i dagspressen.
Om aftenen tabte A.B. i Ålborg, og O.B. besejrede A.G.F., hvorefter  fynboerne kun var tre points efter HIF og A.B. A.G.F. var henvist til en håbløs sidsteplads.
I næste spillerunde gik det endnu værre. O.B. vandt igen, mens A.B. og HIF tabte. Nederlaget til Frem var vel nok ventet, idet dette hold havde spillet glimrende og var ubesejret i efteråret. HIF'erne —uden Claus Petersen—sloges bravt, og havde næsten regnet med det ene point, da Leif Printzlau 8 minutter før tid driblede igennem HIF's forsvar og scorede til 2–1.
Mod Aa. B. på hjemmebane spillede HIF med helgardering i forsvaret, idet Claus Larsen debuterede som ekstra centerhalfback. Det gik også fint, bortset fra sløset opdækning ved det mål, der gav jyderne 1–1, men desværre var der ikke meget krudt i angriberne. Der måtte et straffespark til, for at HIF kunne komme foran 1–0. Kun 3500 tilskuere, en kedelig negativ rekord. Ligesom det også var beklageligt, at Aa. B. for 7.–8. gang kunne rejse hjem uden at være besejret i Hvidovre.
Det var en pine
Den næste kamp mod bundholdet A.G.F. gav en sejr på 2–1, men det kneb ganske forfærdeligt. Sejrsmålet faldt 50 sekunder før tid, da 12. manden Steen Knudsen sendte bolden i nettet. Hele første halvleg var en pine at komme igennem, og kun en ommøblering i pausen gav HIF mere spil. Mod slutningen var jyderne dødtrætte og nedspillet, så retfærdigheden skete fyldest med den knebne sejr. HIF var nu 3 points foran O.B. Man begyndte at skimte lys forude . . .
10 minutter før tid førte HIF på egen bane med 2–0 (Frits H. og Leif S.) over Vejle, som man aldrig havde besejret. Og hvad skete? Jyderne fik udlignet og havde nær scoret et tredie mål. Heldigvis blev O.B. besejret af B. 1913, mens A.B. vandt. Den næste kamp var derfor afgørende for, om Hvidovre skulle undgå nedrykning. Modstanderen var O.B. i Hvidovre.
Søndag den 13. oktober vil blive husket som dagen, hvor HIF klarede frisag. I en svagt spillet kamp med fynboerne blev det 1–1, og det var nok til at undgå nedrykningen. O.B. kom foran 1–0 i første halvleg, men midt i 2. halvleg faldt udligningen på et selvmål af to O.B.ere, der i fælles bestræbelser på at sparke bolden væk, kun ekspederede den yderligere ind i nettet.
Det blev igen til nederlag i den næstsidste kamp mod B. 1913 i Odense. Fynboerne vandt 2–1 i en meget lidt ophidsende kamp. HIF førte 1–0 ved Steen Knudsen, men B. 1913 fik vendt slaget, fordi klubben havde mest at kæmpe for. Efter denne søndag stod fire hold med 27. points: K.B., Esbjerg, B. 1913 og Frem. I bunden var det afgjort, at O.B. røg ud sammen med A.G.F.
Smukt hovedstødsmål
Den bevægede sæson sluttede af med en fortjent 2–1 sejr over Horsens. Det betød, at HIF rykkede en plads op som nr. 8. I denne kamp var der meget at glæde sig over i angrebet, hvor de to unge fløje Bent Olsen og Steen Knudsen rigtigt udnyttede deres teknik på den våde bane. Men det var som så ofte før i denne sæson, Leif Sørensen, der brillerede. Han styrede holdet perfekt og scorede et af årets smukkeste hovedstødsmål.
--------------
Iøvrigt var denne søndag ulidelig spændende. På et kludemål blev K.B. fortjent dansk mester i fodbold, mens Esbjerg , Frem og B. 1913 besatte de næste pladser. –sson
|
