Indrømmet:

HIF var ikke bedre end til 4. pladsen
Mange faktorer spillede ind, da det gik galt i efteråret

Da drømmen om guld bristede, sagde HIF'erne: — Jamen, sølv er da også godt. Og da denne ædle vare fortonede sig, var alle enige om, at bronce ikke var at kimse af. Men det blev hverken guld, sølv eller bronce, men en ærefuld 4. plads, og det må HIF, når regnestykket på 22 kampe er gjort op, være tilfreds med. A.B. Frem og Horsens fortjente deres medaljer, og en særlig lykønskning til A.B.erne, der overtog HIF's trone med samme gode spil, som den var blevet indtaget med i 1966.
   Og hvorfor blev HIF så ikke nr. 1? Det er et spørgsmål, som kan besvares fra mange vinkler. De tørre tal viser, at klubben (for 2. år i træk) har Danmarks bedste forsvar, men 1. divisions trediesvageste angreb. Kun bundholdene O.B. og Køge scorede færre mål. De 32 fuldtræffere hos HIF gav et snit på 1½ mål pr. kamp, og det var lige lidt nok. Endelig havde HIF en kedelig vane med at spille uafgjort, hvilket bl. a. betød, at det hverken blev til sejre over O.B. eller Køge, som ellers levede en skyggetilværelse i bunden.
  Spilleruheld var en anden faktor. Først var John Steen Olsen ude af billedet i fire kampe, og derefter var det Allan Hebo Larsens tur til at "sidde over". Det gjorde han i to perioder, og var ikke med i de sidste afgørende kampe. Endelig må det ikke glemmes, at der blev trukket hårde veksler på HIF's landsholdsspillere, og at Europacupkampen mod Basel også krævede sin del.
   At nogen alligevel har svært ved at godtage HIF's placering, kan skyldes den måde turneringen udviklede sig på. Klubben var jo nemlig ubesejret i 16 kampe, før det gik galt i den 17. mod A.G.F. Men så var det også slut fra det øjeblik. Kun de andre klubbers "sorte øjeblikke" – i særdeleshed A.B.s nederlag til B. 1903 og Horsens – gjorde, at HIF så langt som til den 21. kamp havde sin mesterskabschance i behold.
   Alt i alt er der grund til at være taknemmelig for, at HIF endnu en gang var med til at præge 1. division. De tre år i denne division har vist, at klubben sandsynligvis altid vil være at finde mellem de bedste, og det er også noget at være glad for.
   Her er de 22 kampe:

Foråret

HIF mødte K.B. på hjemmebane i den første turneringskamp. Det var denne klub, der i mesterskabssæsonen scorede først hos Jørgen Henriksen, og rekorden tangerede K.B.erne ved at spille 1–1. Men bag cifrene skjuler

HIF's topscorer Fritz Hansen header bolden i nettet i hjemmekampen mod Esbjerg, der blev slået 2–0

sig den kendsgerning, at det var John Petersen, der headede bolden i eget net og dermed "forærede" K.B. det ene points.
   Forinden havde Fritz Hansen saksesparket bolden ind i fjerneste målhjørne, så det var fra glæde og til dyb skuffelse, HIF'erne bevægede sig i løbet af nogle minutter. K.B.erne var ikke sene til at udnyttet HIF's choktilstand, og i de sidste minutter var der stor fare på færde.
   Hvidovre lå et stykke over K.B. i det spillemæssige, og det skønt John Steen Olsen gik itu efter kun 5 minutter. Der var 6000 tilskuere.
   Den næste kamp gav også kun 1 points, idet HIF på udebane spillede 0–0 med Vejle. Det var dog første gang, at HIF fik points på jydernes egen bane. Desværre var der afbud fra John Steen Olsen og Poul Willy Svej, og HIF kunne ikke vise de 8900 tilskuere særligt godt spil. Oven i købet brækkede Jørgen Petersen² næsen, så Vejles bane er blevet en ulykkesbane jfr. Willy Bangs uheld med tænderne sæsonen i forvejen.
   Esbjerg var den næste "store modstander", og det var igen på udebane. John Steen Olsens knæ blev ikke i orden, og dommen lød: Færdig for foråret. Heldigvis kunne Jørgen Petersen stille op, og sammen med Leif Carlsen spillede de to en udmærket kamp på fløjene – de to pladser, der ellers gik for at være de svagest besatte. Esbjerg var kun en skygge af sig selv og blev slået 3–0. Fritz Hansen bragte HIF foran i 1. halvleg på et straffespark, og efter pausen scorede Leif Carlsen og Jørgen Petersen. Desværre brød Jørgen Jespersens fiberskade op, men det hindrede ham ikke i at lave en præstation, som selv de jyske tilskuere – 6000 ialt – imponeredes over. Kampen blev af Ernst Netuka betegnet som et vendepunkt. Optimismen var stor.
   Mod oprykkerne fra Horsens blev det 1–1 på hjemmebane, og denne gang var det Allan Hebos tur til at blive skadet. Han var blind passager og blev ikke klar til næste kamp med A.B. Horsens dominerede i 1. halvleg i kraft af fint wingspil af Bent Schmidt Hansen, men efter pausen fik han John Worbye som oppasser, og så var der ikke mere spræl i den side. Leif Sørensen udlignede Horsens føring 12 minutter ind i 2. halvleg, og det var de 6500 tilskuere godt tilfredse med.
   Til glæde for alle i HIF meldte John Steen Olsen sig klar til kampen med A.B. i Hvidovre. Den store betydning fik John Steen dog ikke, da han passede gevaldigt på sit ben, og som kampen skred frem, var der tilfredshed med 0–0.
   John Worbye klarede igen en hurtig wing, idet han på nær en enkelt gang havde krammet på Henrik Bernburg. Viggo Truelsen afløste Bjarne Færch, og han skilte sig fint af med bolden. I det hele taget måtte forsvaret kæmpe heroisk, for det svage angreb kunne ikke holde på bolden. Dramatikken sørgede A.B.s Finn Willumsen for, da han først fik en advarsel for hårdt spil og derefter udvistes for "syrlige bemærkninger" til dommeren. 7900 tilskuere gik skuffet hjem.
   HIF opnåede sin femte uafgjorte kamp af seks mulige ved at spille 1–1 med O.B. på Odense stadion. Fynboerne førte 1–0 til der manglede 8 minutter, men så sendte John Worbye en frisparkbold ind foran mål, hvor Fritz Hansen gik op og headede bolden ind. John Worbye understregede igen sin kandidatur til landsholdet, men ellers var det gråt i gråt. HIF skuffede de 6300 tilskuere.
   I den 7. kamp mod Aa.B. blev der fulgt tre triste traditioner op: 1) HIF formåede stadigvæk ikke at slå jyderne på egen bane, idet kampen endte 1–1 efter HIF-føring. 2) Det var HIF's sjette uafgjorte kamp og den fjerde i træk. 3) Der blev igen vist en spiller ud. Denne gang var det Poul Erik Nielsen, der forløb sig ved at slå ud efter Poul Willy Svej.
   Blot ved at kaste et blik på måltallet, var det klart at se, hvor skoen trykkede. Angrebet var usammenhængende, og savnet af Allan Hebo mærkbart. John Steen Olsen gav HIF føringen, da han modtog en lynhurtig indkastbold fra Leif Sørensen. Han sparkede hårdt mod mål og Aa.B.s målmand forsøgte at holde bolden i stedet for at  bokse væk, og så smuttede den i nettet. Da der manglede et kvarter, udlignede Kjeld Thorst på et udmærket hovedstød.
   5000 tilskuere var skuffet og forlangte pengene tilbage. Hvad skulle det dog ende med . . .
   Det endte nu ikke helt galt, for i den næste kamp blev bundholdet B. 1903 slået med 4–1 i Idrætsparken. Fire mål . . . Man måtte knibe sig i armen. Det var B. 1903's målmand, Torben Jensen, der med sine "foræringer" satte gang i HIF. Leif Carlsen scorede to mål, Leif Sørensen og John Steen Olsen hver et. Desværre viste spillet ikke den store fremgang, men blot det, at HIF fik en sejr, var fremad mod det bedre. 6200 tilskuere.
   Allerede i næste kamp var HIF desværre tilbage i den gamle skurre. Få mål og uafgjort. Det blev til 1–1 i Køge, og den 7. uafgjorte kamp. De to klubber har den kedelige tradition, at de altid skal spille hårdt mod hinanden, og det indbragte en advarsel til hvert hold. HIF var totalt overlegen i 2. halvleg, men mere end et mål ved Leif Sørensen blev det ikke til.
   Derimod var HIF efter kampen eneste ubesejrede hold i Danmarks-turneringen, da Horsens et par dage forinden havde tabt 2–1 til A.G.F.
   Kampen med Frem på egen bane var på forhånd dømt til at blive målfattig. I de fem foregående kampe er der aldrig blevet scoret mere end højst et mål pr. kamp, og denne regel blev overholdt, idet HIF vandt 1–0. Sejren var retfærdig, da overvægten i spillet var meget udpræget i 2. halvleg. Fritz Hansen misbrugte et straffespark, men ved skæbnens ironi blev det den tidligere Frem'er Leif Carlsen, der scorede sejrsmålet.
   Sæsonen sluttede psykologisk rigtigt. For første gang i lange tider var Allan Hebo til disposition, og med ham som afløser for Poul Willy Svej, kom noget af det rigtige angrebsfodbold i gang. Det gik ud over A.G.F., der blev slået 5–1, og det var ærgerligt at kun 4000 tilskuere – bundrekord for Hvidovre stadion – så triumfen. Målene blev scoret af Leif Sørensen 2, Allan Hebo, Fritz Hansen og Leif Carlsen. På to gange 1 minut scorede HIF 2 x 2 mål, og disse to knock outs kom jyderne sig aldrig over.
   Hvad der således en overgang i foråret tegnede så skidt, endte så godt, idet HIF tog på sommerferie vel vidende, at holdet var ubesejret i 11 kampe, og at ingen havde et bedre forsvar. I toppen så stillingen således ud:

Efteråret

Efteråret begyndte fint. Der var over 14.000 tilskuere i Idrætsparken til aftenkampen mod Frem, og efter en hård og velspillet match vandt HIF med 1–0 på et mål af Fritz Hansen. Især var John Steen Olsen ovenud, og det var kun godt målmandsspil af Curlei Nielsen, der hindrede John Steen i at komme på scoringslisten. Til gengæld blev han efter kampen udtaget til landsholdet mod Island. John Worbye og Jørgen Henriksen blev ligeledes udtaget.
   Ved at besejre Frem, der var nr. 2, kom HIF på en klar 1. plads, men søndagen efter vandt A.B. med 2–0 over O.B. og holdt kontakten, kun 1 point efter. Det tegnede til et spændende efterår.
   På hjemmebane blev Esbjerg derefter besejret 2–0, og havde det ikke været for Fritz Hansens to fuldtræffere inden for 2 minutter i 2. halvleg, havde kampen hørt til de mest triste. Jyderne gik på banen for at forsvare det ene point, og det lykkedes aldrig HIF at få det glidende angrebsspil frem.
   Det lå i luften, at HIF kunne få besvær med K.B. i den næste kamp i Idrætsparken. Det blev også både en jævnbyrdig og velspillet match, men da det virkelig gjaldt, var HIF bedst. To mål på fire minutter – Fritz og Leif S. – og sejren på 2–1 var i hus. 15.400 tilskuere konstaterede at John Steen Olsen på højre fløj var ganske ustyrlig.
   Fire dage efter var HIF igen i Idrætsparken, hvor det blev en kneben 1–0 sejr over B. 1903, mod hvem HIF ofte har svært ved at spille godt. 9300 tilskuere var skuffede, men til gengæld var reserven for John Worbye, Knud Erik Svej, lykkelig. Det var nemlig ham, der med et flot langskud sørgede for sejren. B. 1903's tætte forsvar holdt HIF'erne godt i skak, så det viste stabiliteten, at en back i stedet ordnede paragrafferne. Efter denne sejr sagde alle: Ja, nu undgår HIF ikke at blive mester!!!
   Køge kom på besøg i Hvidovre, og det blev 1–1 i en kamp, der var uhyre spændende. Sjællænderne var godt spillende, og havde Kjeld Svanevig ikke fløjtet for frispark forinden John Christiansen var smuttet igennem og scoret hos Jørgen Henriksen, er det ikke sikkert, at HIF havde holdt rekorden som ubesejret. Nu blev det altså til det ene point, og det var nok i denne omgang, da A.B. spillede 1–1 med Esbjerg. John Steen Olsen var igen HIF's bedste mand, og de 7300 tilskuere klappede kraftigt af hans udlignende mål 7 minutter før tid.
   Dette afsnit skulle næsten skrives med store bogstaver. I kamp nr. 17 tabte HIF. For første gang i turneringen måtte holdet forlade banen uden points, idet A.G.F. på egen bane vandt med 2–1. Første gang et hold formåede at score mere end et mål mod HIF, blev det nederlag, og det harmonerede jo meget godt med, at angrebet indtil da havde været måltamt.
   A.G.F. fortjente sejren, men det skal ikke forties, at en meget vigtig anatomisk del hos Allan Hebo var årsag til den jyske triumf. Eller sagt på en mere direkte måde: John Worbye sparkede bolden lige i bagdelen på Allan Hebo, og fra HIF'erens buksebag strøg bolden i nettet og gav A.G.F 2–0 føringen. I 2. halvleg kom HIF stærkt, men det blev kun til et mål ved Allan Hebo. 8000 tilskuere gned sig i hænderne, og spændingen i 1. division kulminerede, da det oplystes, at A.B. i Køge havde vundet 5–3. Det betød, at studenterne rykkede op på førstepladsen med 25 points, mens HIF havde 24.
   Den næste kamp blev kun en understregning af, at det gik skidt. På udebane mod Horsens tabte HIF igen 2–1, og da A.B. samtidig vandt med 2–1 over Vejle, var HIF 3 points efter og måtte nu sætte lid til, at andre kunne hjælpe til, at mesterskabet kom til Hvidovre. Kampen i Horsens vil blive husket for, at HIF kun spillede godt i 20 minutter, og at Jørgen Henriksen ved stillingen 1–1 gik fejl af Carl Aamands aflevering ind foran mål. Bolden sejlede lige så nydeligt over Jørgens opstrakte arme, og med kun 5 minutter igen kunne slaget ikke vendes.
   To nederlag på stribe i den hektiske – der måtte gøres noget. Til den næste kamp mod O.B. blev tre mand sat oaf, og blandt de nye var Knud Andersen, der sæsondebuterede.
   Og det blev til et dejligt gensyn med Knud. På den drivende våd bane tryllede han sin back helt ud på tredie række, men desværre formåede de øvrige ikke at gå med i denne boldleg. Angrebet var stadig for omstændigt, så det blev kun til 0–0 med fynboerne. Om eftermiddagen skulle A.B. møde B 1903 og kunne med en sejr næsten være sikker på DM-titlen. Men B. 1903 med det ene ben i 2. division var for ingen ting "taktikkens mestre", så A.B. blev slået fortjent 3–1. Det betød, at HIF nu kun var 2 points efter og atter selv kunne afgøre, om mesterskabet igen skulle gå til Hvidovre. De tre sidste modstandere var Vejle, A.B. og Aa.B. – ingen nem opgave.
   Og det blev til nederlag til Vejle på hjemmebane og i styrtøsende regn. 6000 tilskuere så HIF blive slået 3–1, de så at Viggo Truelsen scorede et pragtfuldt mål – i eget net – og de så, at Allan Hebo Larsen ikke kunne gennemføre kampen med den skade, der havde plaget ham siden kampen med Horsens. Det var HIF's første hjemmenederlag i turneringen. I Berlingske Tidende skrev Hauth: Alt er blevet så sterilt, så sikkert, så langsomt . . .
   Men, hvor utroligt det end var, så havde HIF alligevel mesterskabschancen i behold, for om eftermiddagen tabte A.B 3–2 til Horsens. Stillingen var herefter: A.B. 27 HIF 25, Frem 25 og Horsens 24.
   Og så oprandt den store dag: A.B. mod Hvidovre i Idrætsparken. 32.000 tilskuere troppede op i efterårsstormen, og stemningen var som til en landskamp. A.B. vandt kampen 1–0 på et hovedstødsmål af Finn Wiberg, og dermed var HIF's mesterskabschance forsvundet op i den blå efterårs-himmel. Ja, holdet røg helt ned på 4. pladsen uden håb om medalje. Frem vandt igen og var eneste trussel mod det mesterskab, A.B.erne næsten havde i lommen.
   Når HIF kunne tabe denne kamp, skyldtes det en glimrende taktik hos A.B., hvor man trak centerforwarden Johnny Petersen tilbage som en ekstra gardering af John Steen Olsen. HIF's forsøg på at spille bolden lige op ad banen faldt derfor uheldigt ud. At HIF havde hovedparten af spillet, var kun en ringe trøst bagefter, hvor humøret var på nulpunktet. Ingen sejre i 6 kampe – det var en ny fornemmelse.
   Turneringens sidste kamp gav den traditionelle sejr i Ålborg, hvor Aa.B. blev slået 4–1, og da det endelig ikke gjaldt noget, kunne HIF både spille pænt og score mange mål. Fritz Hansen 2, Leif Sørensen og John Steen Olsen lavede de fire mål. Sejren havde næsten givet HIF bronce i hænderne, men i kampen mellem Horsens og K.B. fik jyderne straffespark 2 minutter før tid, og her scorede Jørn Rasmussen, hvorved Horsens vandt 1–0 og bronce. A.B. blev mester med 2–1 over A.G.F. og Frem nr. 2 med 2–0 over Esbjerg. Der var fest søndag aften i Gladsaxe og i Valby, men i Hvidovre gik man tidligt i seng . . .
-sson

1. senior. Bagest fra venstre: Træner Ernst Netuka - Leif Carlsen - John Steen Olsen - Leif Sørensen - Fritz Hansen - Knud Andersen - samt UK-chefen Henning Ljungstrøm. Forrest fra venstre: Claus Petersen - John Petersen - Willy Bang Nielsen - Jørgen Henriksen - Jørgen Jespersen - John Worbye samt Allan Hebo Larsen

Pokalturneringen:

To kiks - og så var det sket!
HIF slået ud af pokalturneringen af Randers Freja

Det vil være synd at sige, at HIF har stolte pokaltraditioner. Provinsens hold står ligefrem i kø for at vinde over HIF, der i de tre i 1. division er blevet slået ud af B. 1909, Aa.B. og nu til sidst af Randers Freja. De3t jyske 2. divisionshold vandt efter omkamp og straffesparkkonkurrence, så HIF fik kun to kampe i denne turnering, idet Esbjerg i den første kamp blev slået med 2–0 – også efter omkamp.
   Sådan var de to kampe:

En sejr i trøstesløs vejr

HIF sørgede for, at de 3500 tilskuere både fik lys og regn nok, da Esbjerg var på besøg for at indvie det nye lysanlæg. Der måtte nemlig omkamp til efter 0–0, og først i den forlængede spilletid kunne Hvidovre score 2 mål og gå videre. Disse to fuldtræffere var en formildende omstændighed, idet tilskuerne i den grad var gennemblødte, at de til sidst var ligeglade med vejret.
   I første halvleg viste HIF noget af det bedste spil i hele sæsonen, og især glædede man sig over det gode samarbejde i højre side mellem John Petersen, John Steen Olsen og Leif Carlsen. Desværre blev tilbudene ikke omsat i mål. Efter pausen var det kun Leif Carlsen, som kunne holde standarden, og Willy Bang Nielsen var i denne periode så strålende, at han fortjent fik fidusbamsen.
   HIF kom foran i omkampens 5. minut, da Leif Sørensen scorede sikkert på et straffespark, og Leif Carlsen slog sejren fast, da han scorede fra en meget spids vinkel.

Lykke, da Randers vandt

Mod Randers stillede HIF op uden John Steen Olsen, og det fik uden tvivl indflydelse på udfaldet. Dog var det glædeligt, at debutanten, den 19-årige Henning Ole Jensen, faldt fint til i angrebet, og det var oven i købet ham, der udlignede i den ordinære kamp til 1–1. Omkampen bragte ingen afgørelse, og så måtte man igang med straffespark.
   Fritz Hansen og Leif Sørensen scorede begge, men Randers svarede igen med to fuldtræffere. Derefter misbrugte Claus Petersen sit forsøg, men Jørgen Henriksen klarede mesterligt René Møllers skud, og så var stillingen igen lige.
   Men som fjerde skytte gik det galt for Leif Carlsen. Han placerede bolden forbi mål, og Randers vandt kampen 4–3, da Per Lykke – og lykke var det for jyderne – sendte bolden forbi Jørgen Henriksen. Det var ensbetydende med, at HIF mistede chancen for at blive Danmarks deltager i Europacup-turneringen for pokalvindere. -sson

Et lyspunkt til 560.000 på stadion

Et af de største "lyspunkter" i sæsonen 1967 var opførelsen af lysanlægget . . .
   For 560.000 kroner fik HIF et længe næret ønske opfyldt, og kommunen og dermed ingeniør Harald Andersen skal både have tak og ros for, at man fra starten gav det bedste af det bedste. Med sine 360 lux er det over dobbelt så godt som Idrætsparkens anlæg, der udvikler 150–200 lux.
   De fire master, der hver er 46 meter høje bærer 57 lamper à 1500 watt. Det giver en lysstyrke, der svarer til 11.000 pærer à 60 watt, og dermed er der mere og bedre lys end på de fleste af landets arbejdspladser.
   Anlægget er ikke dyrt i brug. Der udvikles 342.000 kg watt i timen, og det koster 43 kroner – med moms. En fodboldkamp på et par timer vil således knapt koste HIF 100 kroner.
   Arbejdet, der fik lysaggregatet fra Thorn Electric og blev udført af Semler og Matthiassen under ledelse af overmontør Aage Vinaa, blev forsinket tre uger, da det ene lysaggregat under den kraftige storm i september styrtede om på jorden. Der blev ødelagt for 25.000 kroner lamper, og først da nye lamper var kommet fra England, kunne arbejdet fortsætte. Midt i oktober var de fire master færdige, og anlægget blev indviet 11. november med pokalkampen mod Esbjerg.                                                                        -sson

Europacup'en blev HIF's succes i 1967.

Mange penge og megen ære,
før det sluttede mod Real Madrid.

HIF tabte kun en af sine fire cupkampe

Da HIF i 1966 i Messebyturneringen spillede mod Eintracht Frankfurt, sagde klubbens træner Netuka: — Dette er kun generalprøven for Europa-cupkampene i 1967. Til den tid vil vi klare os godt og skabe sensationerne.
   Ernst Netuka fik ret. HIF nåede fire kampe, før eventyret sluttede på Real Madrids bane onsdag den 29. november. Forinden havde de danske amatører slået Basel med sammenlagt 5—4 (2—1 og 3—3) og derefter blev det til 2—2 mod Real Madrid i København og 1—4 i returkampen og dermed udelukkelse fra en plads i kvartfinalen. Men HIF nåede dog i disse kampe at repræsentere dansk fodbold på bedste måde, og ingen anden dansk klub har klaret sig så smukt i Europacupturneringen.
  Når det gik HIF godt, skyldtes det en kampvilje ud over alle grænser. Dertil kom enkeltpræstationer, som lå i meget høj klasse.
   Endelig satte HIF en rekord, som bliver svær at overgå. Kassereren Niels Nielsen kunne efter kampen med Real Madrid i København stryge et overskud på 150.000 kr. i lommen. Det var et beløb, som selv DBU ville have været stolt over.

Basel-Hvidovre 1-2

Den første kamp i Schweiz blev en triumf for HIF, men først og fremmest en triumf for målmanden Jørgen Henriksen. Fire dage forinden var han efter manges mening blevet forbigået til landskampen mod Norge, men Jørgen benyttede Europacupkampen til at vise, at det ikke var gået ud over humøret. Han "stod" simpelthen sit livs kamp, og de schweiziske tilskuere var fulde af beundring for hans mange pragtredninger. Den danske presse hyldede Jørgen, og i BT skrev Torben Blom: Han reddede Hvidovre og trak sine kammerater op til den store bedrift, det var, at vende et truende nederlag til en sejr på 2—1.
   Ja, det kneb slemt i 1. halvleg, som Basel vandt 1—0, men efter pausen havde HIF luret schweizerne, og taktiken blev lagt derefter. Efter 13 minutter fik Allan Hebo udlignet, skønt han var hårdt trængt, og dette mål kom på rette tid og sted. Pludselig var de danske amatører de dominerende, ikke mindst i konditionsmæssig henseende, og 10 minutter før tid kunne Leif Sørensen næsten på mållinien prikke bolden i nettet.
   De schweiziske aviser var mavesure bagefter, for de havde svært ved at anerkende den danske sejr, men National Zeitung skrev dog: — Ingen danskere spildte unødvendige kræfter på, som Basels spillere, at drible rundt i en uendelighed. Hvidovres enkelte taktik — at forsvare sig med alle mand og angribe med alle mand — trættede schweizerne. Derfor gik det, som det gik, i en trøstesløs 2. halvleg for Basel.

Hvidovre-Basel 3—3

Schweizerne stillede op i returkampen som favoritter. I den mellemliggende periode havde Basel vundet sikre sejre i den hjemlige division, mens Hvidovre havde spillet skidt. Da ydermere Allan Hebo måtte stå over på grund af skade, var stemningen ikke den bedste.
   Men hvad skete? HIF spillede igen en af de kampe, som kun HIF kan præstere. På en mudret og tung bane blev de professionelle schweizere sat grundigt til vægs, idet HIF sikrede sig adgang til 2. runde ved at klare 3—3. Indtil 10 minutter før tid var stillingen 3—1 til HIF, men en fejlbedømning af Jørgen Henriksen og en forståelig træthed hos danskerne gjorde det muligt for Basel at udligne. Men det afgørende mål fik de ikke.
   Det blev en stor succes med John Steen Olsen som innerwing. Han var her og der og alle vegne, og ikke en eneste gang lykkedes det Basels forsvar at standse ham. Og dog. I det sidste minut blev John Steen groft nedlagt på kanten af straffesparkfeltet, og når vi fortæller, at den pæne og besindige John Steen nær havde slået schweizeren en halv meter ned i mudderet, kan det deraf udledes, at benspændet var unødvendigt.
   Endelig spillede Leif Sørensen sin bedste kamp i sæsonen, og med disse to som dirigenter og uden personlig opvartning, var der flugt og inspiration over HIF's angreb.
   Schweizerne fik endda en ønskestart ved at komme foran efter 1 minut, men på smukt opspil, hvor Fritz Hansen blev spillet helt fri i venstre side, faldt udligningen midt i halvlegen. Efter pausen scorede Leif Sørensen og John Steen Olsen — igen efter flot opspil — og havde det ikke været, fordi kræfterne slap op mod slut, havde Basel aldrig fået udlignet. Der var ingen svage punkter på HIF's hold — der blev kæmpet og ydet en indsats, næsten mere end man kunne forlange. 9600 tilskuere var begejstret.

Hvidovre–Real Madrid 2–2

På 90 minutter marcherede HIF lige midt ind på den internationale fodboldarena. I disse 90 minutter gav de danske amatører 8 millioner kroner holdet Real Madrid så blændende en kamp, at spanierne var mere lykkelige for 2–2 end HIF var. Næsten 41.000 tilskuere var mødt op i Idrætsparken, og de var vidne til en ny stor præstation. Først og fremmest imponeredes de over konditionen. Den meget enkle, men uhyre krævende taktik med 7 mand fremme og 9 mand tilbage at forsvare, var effektiv og rystede de "hvide spaniolere", som ikke forstod, at de i den grad skulle have besvær med danskerne.
   Som altid, når det gælder internationale opgør, var der et særligt skær over, hvad HIF præsterede på banen. Nøgternt vurderet skulle man ikke mene, at alle 11 kunne leve op til kravene, men kampen blev en ny understregning af det holdformat, der kendetegner HIF. En massiv enhed af forståelse var baggrunden for indsatsen, og derfor fandt ingen det forkert, at John Worbye var lige så meget angriber som back, og ingen fandt det forkert, at wingen Knud Andersen var sidste mand 

på skansen og fik sparket bolden væk for fødderne af en spanier.

   Og nok så vigtigt. Da Real Madrid straks ind i 2. halvleg bragte sig foran 2–1 – næsten en skødesløs afslutning på et smukt angreb – faldt HIF ikke sammen. Nej, det var kun at servere dem den røde klud for næsen – for nu at blive i det spanske. Kulminationen var Claus Petersens prægtige frispark, hvor bolden suste ind i trekanten og udlignede til 2–2. De spanske reaktioner var voldsomme, fordi målmanden havde opfattet dommerens kendelse som indirekte frispark, men herom var der naturligvis ikke tale.
   Og i 1. halvleg blev spanierne ligeledes lange i ansigterne, da Fritz Hansen driblede sin centerhalfback "neden om og hjem" og scorede med et fladt langskud. 1–0 til HIF. Brølet, der løftede sig mod nattehimlen, fik lille Fritz til at springe i vejret, og bagefter sagde han: – Jeg blev helt tovlig i hovedet . . . Sikken en oplevelse!
   Vi har nævnt, at der lå en holdpræstation bag, men det skal ikke forties, at John Steen Olsen, Leif Sørensen, John Petersen, Jørgen Jespersen, John Worbye og Jørgen Henriksen spillede i høj klasse. De piskede de øvrige frem, og resultatet blev den sensation, det var at få uafgjort med Real Madrid. To minutter efter matchen tikkede det ud på alverdens fjernskrivere, at de danske amatører fra Hvidovre igen havde overgået sig selv.
   De spanske journalister skrev pænt om HIF, således stod der i "El Alcazar": Danskerne benyttede fra starten den "engelske stil" med lange afleveringer. Spillerne var i en fantastisk træning, der tillod samtlige at være både i angreb og forsvar. De var hurtige, og deres modangreb var yderst farlige . . .

Real Madrid–Hvidovre 4–1

Det var ærefuldt  kun at tabe med 4–1 til Real Madrid på deres egen bane, men uanset, at mange på forhånd ville have solgt kampen for dette resultat, var der bagefter ærgrelse at spore hos spillere og ledere.
   For det var jo så trist, at HIF spillede kampen uden sine to støttespillere i forsvaret. Dagen før meldte John Worbye fra og blev afløst af Allan Hebo, og halvanden time før kampen bad anføreren Jørgen Jespersen Knud Erik Svej om at krybe i fodboldtøjet. "Jesper" havde høj feber og var selv klar over det umulige i at spille.
   De to substitutter klarede sig godt, men før de havde fundet ind i rytmen, førte Real Madrid 2–0, og så var det faktisk sket. Dertil kom, at John Steen Olsen blev sparket i stykker og sluttede kampen som "halvinvalid" på højre fløj, og kun den strålende kampvilje formåede at holde cifrene nede på de små tal.
   HIF reducerede Real Madrids føring til 2–1, da Claus Petersen sendte bolden ind i det fjerneste målhjørne. Det var hans mål nr. 2 på langskud mod Real Madrid, og målet gav spillerne en tiltrængt opkvikker. Men desværre øgede Real til 3–1 kun et minut senere, og så var kampen afgjort. I det sidste kvarter legede Gento på venstre fløj, og hans driblinger var til stor morskab for tilskuerne. Han scorede desuden på frispark, hvor man mere anede end så bolden.
   Skal en enkelt spiller fremhæves i denne kamp, er det Willy Bang Nielsen, der sluttede karrieren med at pille i 90 minutter uden fejl – endda over for Gento. Hvad Willy ikke havde i hurtighed, havde han i 15 års erfaring, og det gjorde han brug af, det det rigtigt brændte på.
   Det skal ikke forties, at kampen blev spillet hårdt fra begge sider. Men den belgiske dommer var meget teatralsk, når han skældte danskerne ud, og fadervenlig når han truede af spanierne. Det rygte går jo, at Real sædvanligvis giver dommeren et armbåndsur før kampen (for at gøre ham "enøjet"), og denne belgier må mindst være blevet udstyret med et Bornholmerur, for han var ikke upartisk. Heldigvis fik hans indflydelse ingen betydning. HIF ville have tabt under alle omstændigheder, selvom om holdet havde en imponerende og overraskende opblussen straks ind i 2. halvleg.
   Dagen efter fik spillerne så endelig lov til at se deres "fodboldenker", og med to hviledage i det fashionerende Madrid, fik sæsonen en god afslut-ning.  Næste år er der hverken Europacup for mesterhold eller pokalvindere, men HIF kan jo passende snuppe det danske mesterskab og så sikre sig adgang til Europacup'en i efteråret 1969.

Bagerst fra venstre: Ernst Netuka (træner), Leif Carlsen, John Steen Olsen, Leif Sørensen, Fritz Hansen, Knud Andersen
Henning Ljungstrøm (UK-chef)
Forrest fra venstre: Claus Petersen, John Petersen, Willy Bang Nielsen, Jørgen Henriksen, John Worbye, Allan Hebo Larsen