|
 HIF må i år stå for: Helt Igennem Fantastisk . . .
Hvordan skal man ellers udtrykke sig, når førsteholdet har skabt fodboldhistorie ved efter kun to sæsoner i 1. div. at blive dansk mester. Det skete med et solidt spil, hvor HIF kun tabte 2 af 22 kampe, og hvor der kun blev scoret 16 mål hos Jørgen Henriksen, der på den bekostning fik prædikatet: Landets dygtigste målmand. HIF har præget dansk fodbold, dels ved at være i Messebyturneringen, dels ved at blive Danmarks repræsentant i Europacupturneringen og endelig ved at få spillere på det danske landshold. Der skulle spilles syv kampe, før nogen formåede at score hos Hvidovre, og først i den 16. kamp kunne nogen notere en sejr over HIF-erne. I avisernes spalter, i radio og fjernsyn — ja i hele den danske sportsverden: Hvidovre, Hvidovre, Hvidovre. Det har været Hvidovre på rådhuset, det har været Hvidovre til præsentation ved professionelt boksestævne, og det har været Hvidovre med de store publikumsrekorder. Langt over 200.000 tilskuere har overværet kampene.
Er der noget at sige til, at spillere og ledere stadig kniber sig i armen? Når  man spørger træneren Ernst Netuka, hvem der er årsag til succes'en, siger han: Spillerne og ledelsen. Når man spørger ledelsen, siger den: Spillerne og Netuka, og når man spørger spillerne, siger de: Netuka og ledelsen. Altså med andre ord har samarbejdet lagt grunden til det danske mesterskab. Men for egen regning vil vi gerne tilføje, at spillernes strålende kammeratskab vejer tungt i bedømmelsen. Det er rørende at se, hvordan de bakker hinanden op både på og uden for banen: Alle for en, og en for alle. På forbløffende kort tid har Netuka formået, dels at falde til i HIF, dels at få spillernes tillid. De stoler i den grad på ham, at der ikke på noget tidspunkt har været tvivl om hans evner. Eller som Mads skrev i Hvidovre Avis: Han er den bedste træner på jordkloden.
I gensidig tillid og forståelse for den kæmpeopgave en Danmarks-turnering er har HIF fra første dommerfløjt sat sig på den 1. plads, man aldrig lod sig glide af hænde, og når de andre klubber, som jagthunde, jagede HIF, ja, så var Netuka den snu ræv, der lagde fælderne. Det er først og fremmest hans fortjeneste, at HIF fik et bragende stærkt forsvar – og det skete vel og mærke ikke på bekostning af angrebet. Holdet har været gennemsolidt og har haft evnen til at få points også på svage dage. Når man har set, med hvilken elegant ro, ledelse og spillere har taget viraken, har man kun lov til at håbe, at HIF fremover vil stå med begge ben på jorden. Måske er det først og fremmest nu, at det bliver svært. Nu forventer man, nu kræver man. Men spillerne er klar til nye opgaver, og med Ernst Netuka og bestyrelsen ved roret, skal man nok vide at styre den lige vej.
Og så de 22 kampe, der gik forud for HIF's første danske mesterskab i fodbold:
Foråret
HIF begyndte sin vej mod Danmarksmesterskabet ved at vinde den første kamp i Ålborg med 2—0. I tre træningskampe havde jyderne scoret 15 mål, så de var naturligvis skuffet over, at de ikke magtede HIF's defensive spil, med pludselige kontrastød. Allan Hebo og Fritz Hansen scorede. 9000 tilskuere.
Glimrende spil og en 3—0 sejr over B. 1909 var næste resultat. John Steen Olsen spillede sig lige på landsholdet, og selv ikke en skadet John Worbye kunne handicappe HIF. Knud Andersen og Leif Sørensen (2) var målscorerne. Efter denne kamp skrev Prip i Berlingske: Bliver den store periferiklub Københavns stærkeste kort i mesterskabskampen med de skrappe jyder? Meget tyder på det . . . 5000 tilskuere.
Leif Sørensen glemmer ikke lige med det samme kampen mod Vejle. Matchen endte 0—0, men 8 minutter før tid fik HIF tilkendt et straffespark, da Mogens Pladsbjerg tog Fritz Hansens bold med hånden. Leif Sørensen eksekverede bolden forbi opstanderen – og der var kun 8 minutter igen. Svagt angrebsspil fra begge sider og 6200 tilskuere græmmede sig.
Ved ustandselig at bytte plads, skabte HIF panik i A.B.s stærke forsvar og vandt kampen 2—0 på mål af Fritz Hansen og Leif Sørensen. Jørgen Henriksen stod glimrende, og var topkamdidat til Pressens hold. 6.700 tilskuere konstaterede, at HFI fortsat var ubesejret, og at ingen kunne score hos Jørgen Henriksen.
I den 5. kamp mod Køge fik Allan Hebo Larsen sit gennembrud. Han scorede to mål, og var holdets nøglespiller. Søndagen forinden havde Køge vundet 5—1 over K.B., så det var en overraskelse for sjællænderne, at de tabte så sikkert som 3—0. John Steen Olsen scorede det 3. mål. Efter kampen fik Allan Hebo fidusbamsen, og Grimme skrev i Aktuelt: De kan komme fra syd og nord, øst og vest. 8.500 tilskuere noterede 10—0 til HIF efter fem kampe.
Ikke færre end 18.700 tilskuere var mødt op til kampen med Frem, men to stærke forsvar gjorde deres til, at det blev 0—0. Desværre var 1. halvleg svag, så helhedsindtrykket faldt mat ud. I HIF's forsvar spillede John Worbye, Jørgen Henriksen og John Petersen glimrende.
Der var dog ikke spillet svagere, end at 18.500 tilskuere toppede op i Idrætsparken da det gjaldt K.B., og denne gang kan det nok være, at man fik valuta for pengene. Først og fremmest blev der scoret mod HIF for første gang i syv kampe. Det var Erling Krogh, der bragte K.B. foran og for første gang i 558 minutter måtte Jørgen Henriksen hente en bold ud af nettet. Sensationen tårnede sig op, da K.B. øgede på straffespark, men så viste HIF den klasse, der senere gjorde holdet til mester. I 2. halvleg blev der scoret tre mål på 10 minutter og HIF vandt 4—2 på 2 x 2 mål af John Steen Olsen og Fritz Hansen.
Det store tilskuertal holdt sig, da 14.000 – rekord for Hvidovre Stadion – overværede, at Esbjergs veteran Jens Peter Hansen 4 minutter før til udlignede til 2—2 ved at score med skulderen. Efter kampen sagde Jens Peter Hansen: – Det er det sjoveste mål, jeg har scoret i min karriere.
HIF'erne kunne ikke se det sjove, og ærgrede sig. Leif Sørensen og John Steen Olsen scorede, og for hele holdet gjaldt, at man var uden svage punkter.
Mod B. 1913 i Odense var 10.000 ellevilde over deres bysbørns uafgjorte 1—1. Bent Jensen bragte fynboerne foran 1—0 på et heldigt mål, og først 20 minutter ind i 2. halvleg faldt udligningen ved Fritz Hansen. Og så må det ikke glemmes, at John Steen Olsen havde et strålende skud. Alle troede bolden i mål, men den ramte indersiden af stolpen og røg ud på banen.
Traditionen tro havde HIF besvær med B. 1903, som i overværelse af 8.700 tilskuere blev besejret på hjemmebane. Først da John Steen Olsen scorede, blev 1903's ekstra centerhalfback Ivan Hattems lokket frem på banen, og det gav HIF spillerum. Knud Andersen øgede til 2—0, da B. 1903'erne stod stille og appellerede for offside.
Forårets sidste kamp var mod nærmeste konkurrent A.G.F i Århus, og en sejr ville teoretisk betyde 4 points. Det blev 1—1, og HIF's mål scorede Leif Sørensen efter kun 9. minutter. Strålende spil prægede 1. halvleg, og de 10.300 tilskuere åndede lettet op, da Henning Enoksen midt i 2. halvleg udlignede ved at heade bolden i nettet. HIF kunne forlade banen som ubesejret i 11 kampe eller mere korrekt; ubesejret i 990 minutter.
Hvidovre sluttede på førstepladsen med 17 points og 20—6 i målscore for 11 kampe. A.G.F. på 2. pladsen med 12 points og 17—11 for 10 kampe.
Efteråret
Før kampen mod B. 1903 udtalte Gjøttrup Kristensen til B.T.: B. 1903's forsvar har altid voldt os kvaler . . .
Og det kom til at passe. I Idrætsparken så 8.200 tilskuere, at HIF klarede uafgjort 1—1 otte sekunder før tid, da reserven Jørgen Petersen² pludselig fik bolden i fri position. B. 1903 fik sit mål på straffespark. Kampen var optakt til et par mindre gode og målsvage kampe.
Først blev A.B. hjemme slået 1—0 på et mål af Allan Hebo Larsen i 2. halvleg, og som tallene viser, var kampen spændende, men ikke særligt velspillet. 6.600 tilskuere.
Mod Esbjerg på udebane havde HIF 80 procent af spillet, men ingen selvtillid, og især i 2. halvleg var overlegenheden udpræget. Forsvaret spillede en stor kamp, og i angrebet var John Steen Olsen den bedste. 9.000 tilskuere noterede 0—0.
Vendepunktet kom i Idrætsparken, hvor 15.000 tilskuere overværede en forrygende god kamp mod K.B. Allan Hebo Larsen scorede allerede efter 2minutter, og han gjorde det til 2—0 efter at have modtaget en perfekt aflevering fra Fritz Hansen. I 2. halvleg udlignede K.B. to gange ved Henrik Klint, og HIF's forsvar var ude i et slemt stormvejr. Efter kampen skrev Vern- i B.T.: Vi vil sige til alle spillere i Danmarks-turneringen: —Tænk hvis I kunne skaber en kamp som Hvidovre, så var der altid noget ved at gå til fodbold.
På samme tidspunkt tabte HIF's nærmeste konkurrenter Frem og A.G.F. henholdsvis 2—0 og 3—0 til Køge og Aa.B.
Og så indtraf det uundgåelige. HIF tabte for første gang i turneringen. Efter at have været ubesejret i 15 kampe blev det til 1—3 mod Vejle – holdet, som HIF aldrig har besejret i 1. division – og indsatsen var bedrøvelig. Bl. a. fordi Jørgen Henriksen var handicappet af en skade. Fritz Hansen udlignede til 1—1 på straffespark, men det var kun en ringe trøst. 13.200 jublede over den jyske sejr.
Var nederlaget et tegn til et HIF-hold på retur? Der var mange uløste spørgsmål i 14 dage, men så kom B. 1913 på besøg, og al tvivl var pist borte. Fynboerne blev belært efter alle kunstens regler og tabte 5—0 på mål af Lars Bo Henriksen 2, Allan Hebo – der scorede et pragtmål efter 45 sekunder – John Steen Olsen og Leif Sørensen. Bjarne Færch erstattede den skadede John Worbye. 6.500 glædede sig over, at HIF igen var på rette vej og dømte B. 1913 til 2. division.
 Mod A.G.F. blev det klart, at HIF'erne stod med det ene ben i pokalen. Jyderne, der var nærmeste konkurrent, blev på hjemmebane besejret 2—0, og i 2. halvleg var der klasseforskel på de to hod. Fritz Hansen med et domme-dagsskud og Leif Sørensen på hovedstød sørgede for målene. 8.200 tilskuere klappede ivrigt i de sidste 45 minutter.
I øsende regnvejr blev Køge søndagen efter slået 2—1 i Køge, men 2. halvleg var et mareridt for HIF, idet føringen på 2—0 blev reduceret, da  Worbye i straffesparksfeltet tog bolden med hånden. John Steen Olsen og Fritz Hansen hjalp hinanden med hver at score et mål, og Allan Hebo gik itu i 2. halvleg. Jo, det var i bogstaveligste forstand "Slaget i Køge Bugt".
Og så var det kommet så vidt, at den næste kamp mod Frem kunne afgøre førstepladsen til HIF's fordel. Blot uafgjort ville med 99 procent sikkerhed være nok. Og uafgjort blev det – 0—0 – og det var ingen overraskelse. Mod landets to stærkeste forsvar havde angriberne ikke mange muligheder men de 13.400 tilskuere fik masser af dramatik. Først da "Jesper" på bedste amerikanske rugbymåde hægtede Leif Nielsen og meget heldigt kun fik en truende pegefinger fra dommeren Arne Sørensen, Vejle, og siden da Hardy Hansen på målstregen klarede Knud Andersens skud, og derefter da Jørgen Henriksen med en fabelagtig redning ødelagde Jørn Jeppesens fine hovedstød.
☆
Hvidovre kommune lovede fest på rådhuset søndagen efter, hvis HIF'erne ville komme hjem fra Odense med en flot sejr over B. 1909, og der blev holdt ord, selv om nerverne forud blev flosset. Nierne kæmpede nemlig strålende i 1. halvleg, som de vandt 1—0, men svigtende kræfter og to hurtige Hvidovremål i 2. halvleg gav dem dødsstødet ned i 2. division. HIF blev i de sidste 40 minutter den dominerende part og vandt kampen 6—2. 7000 fynboere måtte overgive sig på nåde og unåde og klappede taktfast af HIF'erne. Målscorerne var Fritz Hansen 3, John Steen Olsen, Allan Hebo og Leif Sørensen. Aldrig har 11 spillere vart så glade.
8.300 tilskuere mødt op på den sidste spilledag, hvor Aa.B. kom på besøg og vandt 1—0 i en kamp, der tydeligt var præget af reaktionen hos de 11 HIF'ere. Intet lykkedes, men da D.B.U.s formand bagefter overrakte pokal og guldmedaljer og Jørgen Jespersen takkede publikum for fin støtte sæsonen igennem, ja så var humøret igen på toppen. Og dagen sluttede med en hyggelig reception. Det første kapitel i HIF's korte fodboldhistorie var skrevet, og en flottere indledning kan man næppe tænke sig. Fremtiden? – tja, lad os spille om det.
-sson
|
