I Sommerpokalturneringen blev vi slaaet ud i vor første Kamp af Fremad, Valby, der vandt 4—2. Foreningens Kasse havde i denne Periode lidt en krank Skæbne, og for at konsolidere vor Økonomi havde vi faaet Frem's 1. Divisionshold til at spille en Entrèkamp i Hvidovre. Frem var netop dette Aar blevet Nr. 1 i Kreds 3 og stillede med følgende Hold til Kampen: Egon Sørensen, Henrik Pløger, Holger Olsen, Hans Colberg, Leo Nielsen, Leo Christiansen, Mogens Jensen, Svend Petersen, Aage Albrecht, Erling Sørensen og John Hansen.
   Det var jo fine Navne, men Holdet manglede alligevel Stjerner som Pauli Jørgensen, Walther Christensen, Helmuth Søbirk og Johannes Pløger. Vort Hold tabte 2—4, men fik en fin Kritik i Pressen, og det bedste var, at der kom 500 Kroner i den slunkne Kasse. Da Turneringen var sluttet maatte vi sige Farvel til Niels Hansen som Træner, idet han havde faaet Engagement i sin gamle Klub, og vi maatte nu se os om efter en anden Træner. Valget faldt på Eli Larsen, K.B., og sammen med ham lykkedes det os at vinde A-Rækken og spille et Par dramatiske Oprykningskampe til Danmarksturneringen.
   Efteraarets fire første Kampe tydede ikke paa, at vort Hold skulde faa en saa straalende Sæson, idet Holdet satte 4 Points overstyr. H.B. blev besejret paa Hjemmebane 4—1, mod F.B. spillede vi 1—1, samme Resultat gav Kampen mod Union, og derefter kom et Nederlag paa 1—3 til Hellas. I denne Kamp debuterede Kaj Carlsen som højre Innerwing. Kaj havde spillet hos os som Dreng, men havde som Junior og Yngling spillet i Frem, hvor han havde været under Niels Hansens Ledelse.
   Efter Nederlaget til Hellas, kom saa Sejrene. Først over Husum 1—0, derefter over Valby 2—1, C.I.K. 7—2 og Viktoria 3—2. Efteraarsturneringen sluttede vi som Nr. 4 med 12 Points for 8 Kampe, 2 Points efter Vanløse.
   I Aftenbladets Julevelgørenhedsstævne paa »Trekanten« gjorde vi os fordelagtigt bemærket ved at naa til Finalen med følgende Hold: Brdr. Henning og Kurt Svendsen, Brdr. Erdman og Jørgen Ziegler og Sejer Jensen. Holdet tabte i Finalen til F.B., men Spillerne fik hver et Bæger som 2. Præmie.
   Da Foraaret kom, og Turneringen tog sin Begyndelse, var Holdet i fin Træning. Ydun blev slaaet 1—0, derefter slog vi Vanløse med 4—0, i en efter Aftenbladets og Idrætsbladets Udtalelser glimrende spillet Kamp fra vor Side. Navnlig vor Halfbackrække med Verner Jønsson, Erdman Ziegler og Sejer Jensen spillede storartet.
   Verner Jønsson fortjener et Kapitel for sig. Han gik i Stykker i Foraaret 1937 og laa stille i 5 Aar, før han igen var paa 1. Holdet. Det kostede ham en kolossal Træningsindsats, men det lykkedes ham alligevel at blive fuldt saa god som før, og Verner kom til at spille ca. 25 1. Holdskampe endnu. Det var en virkelig Mandfolkepræstation, Verner Jønsson her udførte, og den viser klart, hvad Vilje og Energi kan føre til.
   Fremad, Valby, og Standard blev begge besejret med Cifrene 5—1, Mariendal med 2—1, og Brønshøj blev nedsablet med 5—0 paa deres egen Bane i en straalende Kamp, hvori Palle Johansen blev Dagens Helt ved at score 4 Maal. I vor sidste Kamp besejrede vi det stærke Skovser-hold med 2—1. Hermed var en straalende Foraarssæson sluttet, og vi var klar Vinder af Turneringen med 26 Points for 15 Kampe og Maal 44—15, 4 Points foran Nr. 2, F.B.
   Det var jo en imponerende Præstation af vort 1. Hold i deres anden Sæson i A-Rækken. De gamle Klubber i A-Rækken spærrede Øjnene op,  

Holdet, der vandt A-Rækken 1942-43
I bageste Række fra venstre: Walther Jørgensen, Børge Mouritzen,
Jørgen Ziegler, Kurt Svendsen, Palle Johansen og Træneren Eli Larsen
I Midten: Sejer Jensen, Erdman Ziegler og Ib Christiansen
Forrest: Henning Svendsen, Sven Ove Svendsen og Ove Bertram

og Pressen fik noget at skrive om. Side op og Side ned finder vi i Scrapbogen. Ros og anerkendende Ord om H.I.F.s Præstation. Aftenbladet skrev efter Brønshøjkampen: »Stor Triumf for Hvidovre, der lammede Brønshøj og spillede anden Halvleg i Opvisningsstil«.
   Idrætsbladet skrev: »Hvidovre gik fra Sejr til Sejr og er nu paa Vej op i Danmarksturneringens Kreds 2«.
   Den første Kvalifikationskamp spilledes paa Grænge Stadion med Thoreby-Grænge. Vi vandt — dog uden at imponere det faatallige Publikum — en stor Sejr paa 5—0. Vi skulde derefter møde Haslev Søndagen efter paa Hjemmebane i den afgørende Kamp.
   Kampen, der overværedes af 3000 Tilskuere, endte 1—1. Det var en meget haardt spillet Kamp, som Dommeren, A. Brodthagen fra Nykøbing F., slet ikke magtede at lede. Spillerne paa begge Hold fik i denne Nervekamp Lov til at gøre, hvad de vilde, og Haslevspillerne, der var større og kraftigere end vore, stod sig bedst i denne haarde Fight.
   I Idrætsbladet finder vi følgende om Kampen:
   »Kvalifikationskampe, hvor saa meget staar paa Spil for Klubberne, er af det onde. Det fik man et nyt og tydeligt Bevis for i Kampen mellem Hvidovre og Haslev. Spillet var alt for haardt, og en Overgang i 2. Halvleg var hele fire Spillere uden for Linien paa samme Tidspunkt. Netop i en saa vigtig Kamp, hvor Nerverne staar paa Højkant, afhænger Forløbet af en myndig Dommer«.

En Sorgens Dag

Søndag den 4. Juli 1943 —da spilledes Omkampen — vil staa som en af de mørkeste Dage i H.I.F.s Historie. Da vi stillede op på Haslev Stadion, hvortil mange H.I.F.-Tilhængere var draget for at heppe deres Drenge op til Sejr, var Haslev vel nok svag Favorit, fordi de havde Fordel af Hjemmebane. Vore Spillere gav sig imidlertid helt ud, og mod Slutningen af 1. Halvleg scorede Palle Johansen vort første Maal, saa Halvlegen sluttede 1—0 til os. I 2. Halvleg scorede Jørgen Ziegler efter et Kvarters Spil, men Haslev kom paa 1—2, da Erdman under Forsøg paa at sparke væk kom til at score i eget Net. Trods Uheldet var vi dog langt overlegne og blev det ikke mindre, efter at Erdman øgede til 3—1. Det var paa et Frispark fra 20-25 Meters Afstand. Vi havde hele Spillet, og kun Kaj Nielsens Feberredninger i Maalet gjorder at Haslev holdt Buret rent i denne Periode.
   Da der manglede 12 Minutter af Kampen brød alt sammen i vort ellers saa stærke Forsvar, og der opstod fuldstændig Panik blandt vore Spillere. Var det Reaktionen, der meldte sig ovenpaa Foraarets mange nervepirrende Kampe, eller var det Heldet, der fuldstændigt svigtede os ?. Ingen kan forklare, hvad der pludselig gik af vore Spillere, men i de sidste 10—12 Min. scorede Haslev 3 Maal, og Slaget var tabt.
   En sikker Sejr gik vor Næse forbi, og Haslev havde vendt en fortvivlet Stilling til en flot Sejr paa 10 Minutter. Idrætsbladet skrev bl. a. om Kampen, at det havde været fortjent, om Hvidovre havde vundet, fordi Holdet viste det bedste Fodbold. Denne Kamp var ogsaa haardt spillet, men Dommeren, Th. Andersen, fra Nakskov havde bedre Hold paa Kampen end Brodthagen Søndagen før i Hvidovre. Kurt Svendsen rostes som Banens bedste Spiller, og ogsaa Palle Johansen spillede udmærket. Erdman Ziegler og Sven Ove Svendsen havde ligeledes spillet godt indtil de sidste — for Holdet saa katastrofale — Minutter, hvor begge maa tage den største Del af Skylden paa deres Kappe. I et Interview paa en anden Plads i denne Jubilæumsbog fortæller Erdman selv om sit Syn paa de sidste skæbnesvangre Minutter. Vi lader her Sven Ove Svendsen fortælle lidt om den samme Episode.
   »Endnu ser jeg disse Minutter for mig. Jeg husker, da Erdman scorede vort tredie Maal paa det pragtfulde Frispark, og jeg tænkte, nu er Sejren ved at være hjemme. Jeg husker ogsaa, hvorledes vi stadig var overlegne, og hvordan Haslevs Publikum bag mit Maal haanede deres egne Spillere. Haslevs andet Maal kom efter Hjørnespark i venstre Side, og Bolden kom saaledes, at baade Kurt Svendsen og Ib Christiansen, der begge stod i Boldens Bane, kunde have headet væk, men begge blev paa Jorden til min store Forbavselse. Bolden gik til en Haslevspiller, der headede den i Nettet.
   Kort efter kom Centerforward fri af Erdman — det skete kun sjældent i denne Kamp. Jeg styrtede frem for at tackle ham, men han headede den hoppende Bold over mig og løb den ind i Nettet.
   Pu-ha, hvor jeg svedte koldt! I næstsidste Sekund tørnede min Broder Henning sammen med venstre Wing under en Tackling. Haslevmanden rejste sig op, og halvt liggende, halv staaende, men ude af Balance stak han Bolden en Taa, saa den paa en underlig skruet Facon drejede ind i modsat Hjørne af maalet. Jeg stod som lammet ved at se Bolden komme sejlende. Jeg kunne maaske have forsøgt et Tigersping efter den, men min venstre Back Verner Jønsson kunde ogsaa have naaet den ved at springe op og heade væk, men ogsaa han stod som fastnaglet til Jorden, lammet af Nerver ligesom jeg selv.
   Dommerens Fløjte lød til Afslutning i samme Sekund, saa vi fik ingen Chance for at udligne. Nu bagefter ved man godt, hvad man skulde have gjort, men jeg tror, at havde vi bare haft en Træner med os derned — baade Niels Hansen og Eli Larsen var paa Gerlev paa dette Tidspunkt — saa var alle Mand blevet beordret ned at forsvare, da Haslev i det 80. minut reducerede til 2—3«.
   H.I.F. blev altsaa ikke Danmarksturneringsklub denne Gang, men de skal siges til alle Spillernes Ros, at de fandt sig i deres Skæbne som førsteklasses Sportsmænd, og allerede om Tirsdagen stillede alle Mand op til Pokalkamp i Hvidovre, klar til at slaa et nyt Slag for deres gamle Klub. Ingen havde tabt Humøret oven paa Haslevkatastrofen, og flere af Spillerne var siden med til at spille H.I.F. op i Danmarksturneringen den 12. Juni 1949 i Slagelse.
   Haslevholdet havde følgende Udseende: Svend Ove Svendsen, Henning Svendsen, Verner Jønsson, Sejer Jensen, Erdman Ziegler, Ib Christiansen, Walther Jørgensen, Børge Mouritzen, Jørgen Ziegler, Kurt Svendsen og Palle Johansen. Kun Børge Mouritzen, Walther Jørgensen, Verner Jønsson og Svend Ove Svendsen var ikke med i Slagelse, da vi 7 Aar efter rykkede op i Danmarksturneringen.
   I Turneringen var Jørgen Ziegler Topscorer med 16 Maal.